Dyr

MUSVIT

Musvitten er den største af de danske mejser. Den er 14 cm lang, altså lidt mindre end en gråspurv. Musvitten har stærke og klare farver. Undersiden er gul med en sort midterstribe, der er mere eller mindre bred. Hovedet er sort med hvide kinder. Ryggen er grønlig og vingerne blålige med et enkelt hvidt vingebånd. Næbbet er kort og spidst.

ADFÆRD

Musvitten er huleruger, det vil sige. at den til sin rede er afhængig af huller i gamle træer eller redekasser opsat af mennesker. Den kan også benytte murhuller, nedløbsrør,postkasser eller urtepotter. Redematerialet kan bestå af mos, hår, uld eller fjer.

Fuglen yngler to gange om året. Musvitparret leder efter egnet bolig allerede i januar-februar månede. Første kuld lægges fra først i maj til først i juni, mens andet kuld lægges ijuli,^{[Kilde mangler]} med 8-12 rustprikkede hvide æg i hvert.

Musvitten lever af insekter og larver, orme og frø. Om vinteren kan man holde den til i haven ved at lægge fedt eller solsikkefrø ud.

Musvitten truer andre fugle ved at strække hals og næb opad, så det gule bryst med den sorte stribe kommer til at virke truende på fjenden. Samtidig bevæger den hovedet, så de hvide kinder kommer til at ligne truende store "øjne".

Tusindben

tusindben, Diplopoda, klasse af leddyr. Tusindben hører tilmyriapoder og er fra et par mm til knap 30 cm lange. Kroppen består af et stort antal næsten ens led, hvoraf de fleste bærer to par ben. Ingen tusindben har faktisk 1000 ben — rekorden indehaves af den californiske art Illacme plenipes med op til 750 ben. Hovedet er forsynet med et par antenner, oftest en gruppe af punktøjne på hver side, kraftige kindbakker og en speciel plade, gnathochilariet, som danner en underlæbe. Der kendes ca. 10.000 arter af tusindben, heraf 43 fra Danmark. De inddeles i 15 ordener fordelt på 6 hovedgrupper.

Edderkop

Edderkopper er rovdyr, der fanger byttet levende og dræber det med giftkløerne. Byttet er langt overvejende insekter, og edderkopper har stor økologisk betydning ved at konsumere kolossale mængder af insekter. Fangstmetoderne er rigt varierede. De vagabonderende arter ligger på lur eller driver snigjagt, de huleboende arter snapper de insekter, der passerer indgangen til deres bo, og de fangnetspindende arter afventer, at et bytte går i nettet, hvorefter det overmandes og dræbes. Fordøjelsen begynder foran munden. Byttet sønderdeles vha. munddelene; samtidig gyder edderkoppen fordøjelsesvæske ud over det. De opløste næringsstoffer suges gennem spiserøret ind i tarmen, hvor fordøjelsen afsluttes.

Spyflue

Spyfluer (Calliphora) – bl.a. Calliphora vomitoria Calliphora rubrifrons, Musca obscoena, Musca vomitoria) er blåmetal-farvede, "larmende" insekter. De er 10-15 mm lange. Deres larver lever af råddent kød, og de selv lever af blomsternektar. De lægger deres æg i råddent kød, så når larverne bliver udklækket, har de noget at leve af.

Fluehunnen lægger typisk 500 æg over en periode på 3-4 dage. Fluer lever 15-25 dage. Nogle beregninger har vist at hvis et par fluer levede fra april til august ville de have afkom på ca. 191,010,000,000,000,000,000 flueunger.

Det er faktisk en fordel, at f.eks. spyfluers larver lever af ådsler. Fordelen er, at ådslet ikke forpester sine omgivelser i særlig lang tid, hvis ingen rovdyr har taget sig af det.

Dens fjender er edderkopper, rovfluer, snyltehvepse, fugle og en skimmelsvamp (der æder fluen op indefra).
Dens larver hedder maddiker, og de bruges som agn til lystfiskeri. Tillige kan specielt opdrættede fluelarver i stigende omfang ses anvendt i moderne medicin til behandling af kroniske sår.

Tilde

Den engelske Bullterrier er kraftigt bygget, muskuløs, meget harmonisk og energisk, med et intenst, beslutsomt og intelligent udtryk. Det, der i dag eksteriørmæssigt kendetegner racen bedst, er downface og ægformet hoved.

Historie versus vandrehistorier

Der formidles en del ukorrektheder og vandrehistorier om Bull Terriers oprindelse og oprindelige formål både via bøger, raceklubber, opdrættere og ejere. Den tidlige Bull Terriers evner som kamphund berømmes og James Hinks tillægges ønsket om at skabe en sådan. En af årsagerne er forveksling af, hvad der er i gamle kilder omtales som ’bull and terrier’ og racen; Bull Terrier.

• Da James Hinks introducerede Bull Terrieren i 1862, havde kampe mellem hunde og andre dyr været forbudt i 27 år (siden 1835). Dvs. at Bull Terrieren ikke blev skabt til kamp med tyre, som ofte påstået.

• Derudover prioriterede James Hinks den hvide pels over alt andet i sit avlsarbejde. Havde han ønsket at skabe en kamphund, havde han prioriteret egenskaber som f.eks. styrke, hurtighed og aggression.

• Endeligt benyttede han dalmatineren til at skabe racen.

I slutningen af 1990’erne satte skotske Kevin Kane sig for at bevise disse historier ved brug af samtidige kilder. Udover offentlige arkiver fik han adgang til Hinks familiens papirer.

Resultatet var kort og godt, at Kevin Kane måtte konkludere, at Bull Terrieren var skabt som udstillingshund samt at f.eks. den berømte historie om Bull Terrieren, Puss’ evner som kamphund var ganske usand.

Modig, livfuld, elsker sjov og leg

Ligevægtig og modtagelig for opdragelse

Selv om den er stædig, er den særdeles venlig over for menneske

Mariehøns

mariehøns, Coccinellidae, familie af biller udbredt over hele verden med ca. 4500 kendte arter, heraf ca. 50 i Danmark. Mariehøns er gennemgående små, ca. 1-10 mm. De voksne er oftest bredt ovale til næsten cirkelrunde med hvælvet overside og flad underside. De fleste arter er røde, gule eller brunlige med sorte eller lyse pletter, undertiden sorte med røde eller gule pletter. Oversiden er hyppigst glat, sjældnere fint behåret. Ben og følehorn er gennemgående ret korte

Langt de fleste arter lever både som voksne og som larver afbladlus, nogle af skjoldlus ellermider. Mariehøns spiller en væsentlig økologisk rolle som rovdyr på bladlus, og flere arter har med succes været brugt i denbiologiske bekæmpelse af skadelige bladlus. Blandt larverne findes en vis grad af kannibalisme, hvilket formentlig øger arternes chance for overlevelse, når der er mangel på de primære byttedyr. En særlig gruppe af mariehøns lever af meldug- eller skimmelsvampe, og endelig findes også planteædende former.

Orm

De mindre arter lever almindeligvis i løvlaget over jorden eller i jordskorpen, mens større arter ofte graver omfattende gangsystemer nede i jorden, heriblandt den almindelige stor regnorm (Lumbricus terrestris). Den kan blive omkring 20 cm, mens den australske kæmperegnorm (Megascolides australis) kan blive næsten 3,5 m.

Regnorme lever først og fremmest af organisk materiale som rådnende blade, svampetråde og bakterier på og i jorden. Materialet nedbrydes vha. symbiotiske bakterier og svampe i tarmkanalen. Ved deres aktivitet fremmer regnormene nedbrydningen af organisk materiale, samtidig med at materialet transporteres ned i jorden; desuden luftes jorden ved ormenes graven, hvilket er af stor betydning for planternes vækst og dermed til gavn for regnormene selv. Således spiller regnorme en uhyre vigtig rolle i den fortsatte vedligeholdelse af jordens, bl.a. landbrugsjordens, kvalitet. Se jordbund og nedbrydning.

Ørntvist

Ørentviste kan optræde som skadedyr i fx klematis, georginer og salat, hvor de æder af bladene og efterlader ekskrementer inde i hovederne. På æbletræer kan de optræde som nyttedyr ved at æde insektæg og bladlus.

Bænkebidder.

Krebsdyr der blev landdyr

Bænkebideren er et krebsdyr, der har forladt havet og er blevet et landdyr. Den er stadig afhængig af vand og af, at der er fugtigt hvor den bor. Mange arter ånder stadig med gæller, der skal holdes fugtige med vand- og dugdråber. Nogle arter har udviklet noget, der fungerer som lunger i stedet for gællerne.

Bænkebiderne lever i skoven, fordi der er mørkt og fugtigt. De fleste er kun aktive om natten, når fugtigheden er stor.

Kuglebænkebideren har udviklet de bedste organer til ånding. De ligner insekternes lidt. Den har også et hårdt skjold, som vandet har svært ved at trænge ud igennem. Og samtidig kan den rulle sig sammen til en kugle, så dens overflade bliver så lille som mulig – og derfor ikke taber så meget vand. Derfor er kuglebænkebideren den art af bænkebidere, der kan leve de tørreste steder – fx langt udenfor skoven.
 Fjender

Edderkopper spiser bænkebidere. Det gør pindsvin og ugler også. De fleste bænkebidere kan kun forsvare sig ved at ligge stille. Nogle arter kan også udskille et sekret, der smager grimt. Og kuglebænkebideren kan rulle sig sammen, så den er svær at komme til.

 Formering og alder

Når bænkebider-hunnen er 2 år, kan den få unger. Efter parringen lægger hun æg i en lille rugepose, hun har på maven. Hvis du vender en bænkebider om på ryggen og kigger den under bugen, kan du tydeligt se rugeposen - hvis du har fat i en hun. Rugeposen er fyldt af væske fra hunnen. Derfor svømmer æggene rundt i et lille hav. Når de små unger kommer ud af æggene, bliver de i rugeposen de første dage. Så kravler de ud. De ligner deres forældre fuldstændig – de er bare meget mindre.

En bænkebider kan blive 3 – 4 år gammel.

Skoven i Skolen  |  Amalievej 20, 1875 Frederiksberg C  |  Tlf: 33 24 42 66  | info@skoven-i-skolen.dk

Mejere

Kendetegn: Mejeredderkoppen kendes på sine ekstremt lange og tynde ben. Kroppen er 8-10 mm lang og tydeligt opdelt i en for- og bagkrop. På forkroppen sidder 8 øjne. Bagkroppen er cylindrisk, farven er gråbrun med mørke pletter på oversiden. Forkroppen er lysere med en mørkebrun tegning centralt.

larve

Hveps

gedehamse, gruppe af årevingede insekter omfattende to familier af hvepse: de enlige gedehamse, Eumenidae, og desociale gedehamse, Vespidae. Sidstnævnte familie består af sort- og gulstribede insekter, der i daglig tale blot kaldes hvepse.

Man kender ca. 600 arter af enlige gedehamse og ca. 100 arter af sociale gedehamse, hvoraf henholdsvis ca. 20 og 9 arter i Danmark. De danske arter har ofte længder på 8-20 mm

MYG

Myg er en underorden af Tovinger i klassen Insekter. Myg er kendt for at suge blod. Det er dog kun hunmyggen der suger blod fra mennesker og dyr, da proteinerne bruges til at producere myggens æg.

Sommerfugl

En sommerfugl er et flyvende insekt i ordenen natsværmere og sommerfugle, ofte med iøjnefaldende farver og mønstre på sine vinger.

Sommerfugle har, som alle insekter, et modstandsdygtigt ydre skelet "hudskelet". Kroppen er opdelt i tre afsnit: hoved (cephalon), bryst (thorax) og bagkrop (abdomen).

Sølvfisk er et lille insekt, som hører til børstehalerne.

Sølvfisk, billedet er taget fra nettet. Da vi gang på gang, trods jeg placerede kameraet på toilettet ikke kunne tage billede.

Udseende: Kropslængden på en voksen sølvfisk er ca. en centimeter. Dens antenner er lange og trådlignende. Den har fødder på to, tre eller fire af benene. Det metalliske skær på kroppen skyldes dens sølvfarvede skæl, som den får efter sit tredje hamskifte.

Udvikling: Afhængigt af dens levested kan en sølvfisk blive voksen indenfor et tidsrum af fire måneder til 3 år. I stuetemperatur bliver den et voksent insekt indenfor et år. En sølvfisk kan blive op til 8 år gammel. En sølvfisk, der opnår den maksimale levetid, skifter ham cirka otte gange. Eftersom den vedbliver at vokse, kan den hamskifte 4 gange på et år. Når temperaturen er mellem 25 og 30 graderCelsius, vil hunnen lægge cirka en snes æg, som regel i sprækker eller lignende. Sølvfisken kan ikke formere sig i et koldt og tørt miljø.

Pindsvin. 

Et pindsvin i haven kan give dig meget nytte og glæde. Pindsvinets føde består af biller, regnorme, ørentvister, tusindben og larver. Pindsvin vil også gerne have snegle, både med og uden hus. Pindsvinet spiser også mus og fugle og frøer, men for det meste har det fundet dem døde. Det langsomme pindsvin kan ikke fange en hurtig mus eller en fugl.

En gang imellem tager pindsvinet også bænkebidere, hvepse, bier, myrer, edderkopper og græshopper. Pindsvinet spiser ikke planter, men om efteråret kan det æde fx blommer, som ligger på græsset, og måske lidt bær og svampe.