Planter
orkidéfamilien, gøgeurtfamilien, Orchidaceae, plantefamilie i aspargesordenen; den største familie blandt de enkimbladede.
Orkidéfamilien rummer nogle af de mest avancerede og specialiserede af alle plantearter. Familien indeholder ca. 750 slægter og mere end 20.000 arter, der er udbredt over det meste af Jorden med den største artsrigdom i tropiske områder. I Danmark findes ca. 35 arter fordelt på 17 slægter; de fleste er sjældne, og alle arter er fredede.
| Ordet orkidé kommer af græsk orchis'testikel', pga. rodknoldens form. |
Det er flerårige urter, der varierer fra millimeterstore, krybende planter til meterhøje urter og lianer og omfatter såvel grønne,autotrofe planter som klorofylløse, mykotrofe planter, fx slægten rederod (Neottia). Visse arter, bl.a. de danske, er jordboende, hyppigt med stængelknolde, rhizomer, eller rodknolde, men et stort antal er epifytter på træer i tropeskove. De epifytiske arter, der er udsat for udtørring, har ofte mere eller mindre læderagtige blade og opsvulmede stængelled, pseudobulber.
Venussko. Paphiopedilum lawrenceanum.
Bladene er hele, ofte smalt lancetformede og med parallelle nerver. De som regel tvekønnede, altid oversædige blomster er samlet i aks, klaser eller toppe, sjældent enlige. Blomsten har tre indre og tre ydre blosterblade, hvoraf det midterste er omdannet til en læbe, der i reglen ses nederst i blomsten pga. en drejning af blomsterstilk eller frugtanlæg. Støvtrådene er vokset sammen med griflen til en griffelstøtte. Hos de allerfleste orkidéer er der kun udviklet en enkelt støvdrager, og pollenet er kittet sammen til to eller flere støvkøller, pollinier, der vha. et klæbelegeme fæstnes til bestøveren. Hos bl.a. slægterne Cypripedium (fruesko) og Paphiopedilum findes to støvdragere på hver side af griffelstøtten, mens en tredje er til stede som et sterilt, skjoldformet staminodium.
Frugten er en kapsel med talrige, op til 500.000 meget små frø, der ofte vejer mindre end 1 μg. Frøene, der spredes med vinden, indeholder næsten ingen oplagsnæring og udvikles i naturen kun efter etablering af orkidémykorrhiza: Svampehyfer inficerer celler i det spirende frø, hvor de danner hyfenøgler, der fordøjes af orkidéen. Denne form for ernæring, mykotrofi, spiller en større eller mindre rolle også for den voksne plante.
Fruesko. De tøffellignende blomster bestøves af forskellige arter af enlige bier, der tiltrækkes af duftstoffer og søger ned i læben, hvorfra de kun kan undslippe ved at krybe forbi støvfanget og en a Læs mere
I orkidéfamilien optræder nogle af planterigets mest ejendommelige bestøvningsformer såsom pseudokopulation hos fx flueblomst, fældeblomster hos fx slægten Pterostylis ogCoryanthes, bedøvelse af bestøveren, mange former for bestøversvig, fx blomster uden nektar og hos slægten Draculablomster, der ligner svampe og bestøves af insekter, der lægger æg i svampe.
Nytteplanter
Orkidéer er populære pryd- og hobbyplanter, og kommerciel orkidédyrkning er en omfattende aktivitet inden for havebrug. Det drejer sig især om hybrider og kulturformer af slægter somPaphiopedilum (Venussko), Cattleya, Oncidium(sommerfugleorkidé), Phalaenopsis og Vanda. Vaniljestænger er forarbejdede frugter af Vanilla-arter (se vanilje)
Orkidéer er ligesom andre planter organismer, der har fotosyntese og cellevægge bestående af cellulose.
Orkidéerne er den plantefamilie på jorden, der har flest arter. I alt findes der over 15.000 arter af orkidéer. De kendetegnes ved at have meget veludviklede og ofte meget store blomster med 3 bægerblade og 3 kronblade. Blomsterne minder i opbygning om blomster hos liljer.
Orkidéer har en stor mangfoldighed i udseende og
i levevis. Nogle danske arter bliver sjældent mere end 10 cm høje, andre bliver meterhøje. Nogle har en enkelt blomst, andre har op til 150 blomster i et aks.
i levevis. Nogle danske arter bliver sjældent mere end 10 cm høje, andre bliver meterhøje. Nogle har en enkelt blomst, andre har op til 150 blomster i et aks.
I Danmark er der ca. 35 arter. Det præcise tal afhænger af, hvilke specialisterne betragter som arter og hvilke som varieteter. Flere af dem danner også hybrider med hinanden.
Orkidéer findes i næsten alle danske typer af natur, men flest arter er der, hvor jorden er rig på næring eller kalk. Mange af arterne er sjældne. De stiller ofte helt specielle krav til voksestedet og er derfor følsomme over for forandringer i miljøet. Derfor er mange af dem gået mere tilbage i antal end de fleste andre planter.
De fleste arter bestøves af hvepse, fluer eller bier, og blomsterne er tilpasset til på hver sin måde at lokke bestemte insekter til sig.
Orkidéerne har et samliv med svampe. For at et orkidéfrø kan spire, skal der være en svamp til stede i jorden. Svampen hjælper orkidéen ved at tilføre næring til frøet.
De fleste arter bestøves af hvepse, fluer eller bier, og blomsterne er tilpasset til på hver sin måde at lokke bestemte insekter til sig.
Orkidéerne har et samliv med svampe. For at et orkidéfrø kan spire, skal der være en svamp til stede i jorden. Svampen hjælper orkidéen ved at tilføre næring til frøet.
Have-Rabarber
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| |||||||||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Have-Rabarber (Rheum rhabarbarum).
| |||||||||||||||
| Videnskabelig klassifikation | |||||||||||||||
| |||||||||||||||
Rabarber (Rheum rhabarbarum) stammer fra det østlige Middelhavsområde og Lilleasien. Den kendes første gang fra Kina i det 28. århundrede f.Kr..
Anvendelse[redigér | redigér wikikode]
Oprindeligt blev rabarberens rod anvendt som lægemiddel i blandt andet Kina. Nu om stunder anvendes den imidlertid i madlavning. Da det er stængelen, der anvendes, og ikke frugterne, betragtes planten som en grøntsag. I praksis anvendes den dog oftest som en frugt til blandt andet saft, syltetøj og marmelade samt i desserter og kager. I disse tilfælde tilsættes et sødemiddel, traditionelt sukker, som smagsmæssigt neutraliserer indholdet af citronsyre, æblesyre og oxalsyre.
DYR
Sølvfisk
 |
SØLVKRÆ | ||||||
Sølvkræ kaldes også for sølvfisk eller sild. Det skyldes nok dyrenes sølvblanke skælbeklædning, deres form og rappe bugtende bevægelser, der leder tanken hen på sølvglinsende småfisk.
Der er gået omkring 300 millioner år, siden de første sølvkrælignende dyr så dagens lys. De har uden tvivl været uhyre talrige og udbredte. Nogle mener, at alle de forskellige insekttyper, som vi kender i dag, i tidens løb har udviklet sig fra disse urinsekter.
Et sølvkræ må altså opfattes som en slags levende forstening, og det er sådan set rimeligt at behandle det med en vis respekt. I Sydeuropa og dele af Asien lever sølvkræene i naturen under sten, i huler og lignende steder, men herhjemme findes de kun sjældent uden for beboelser og stalde. To arter kan træffes i Danmark:
Lepisma saccharina (det almindelige sølvkræ) er den man oftest støder på i beboelser, og den der i det følgende hentydes til, hvis andet ikke er nævnt. Det bliver godt 1cm langt og er jævnt sølvglinsende.
| ||||||
| ||||||
Thermobia domestica (ovnfisken) bliver op til 2 cm lang, er ikke egentlig sølvglinsende, men grålig med mørke pletter.
| ||||||
| ||||||
Biologi og skade
Sølvkræ er nøjsomme dyr, og kan blive forholdsvis gamle, op til 4-5 år. Til gengæld er de ikke videre frugtbare, en sølvkræhun lægger i løbet af sit liv kun en snes æg. Æggene anbringes i revner og sprækker, og de små sølvkræunger ligner deres forældre, bortset fra størrelsen. Ungerne bliver under gode betingelser kønsmodne i løbet af et halvt års tid.
Sølvkræ er lyssky; de skjuler sig om dagen i revner og sprækker, men kommer frem om natten for at søge føde. Man kan da støde på dem og se dem pile i dækning, når lyset tændes. Sølvkræ kræver nogen fugtighed, så det er især i badeværelser og køkkener, man ser dem. Da de ikke er i stand til at klatre op ad glatte, lodrette flader, bliver de ofte fanget i badekar, kummer, skåle osv.
Sølvkræ kan leve af lidt af hvert. Sukker og stivelse er de meget glade for, det sidste forklarer deres forkærlighed for tapetklister. Deres behov for protein dækker de overvejende ved at æde døde insekter. Sølvkræ kan gøre skade på papir, især når det er fugtigt. De kan i nogen udstrækning fordøje cellulosen, men udnytter nok i højere grad de mug- og skimmelsvampe, som trives i fugtigt papir.
| ||||||
| ||||||
Man har eksempler på, at sølvkræ har gnavet huller i tekstiler, især forskellige typer kunstsilke. Stor øko-nomisk betydning har skaderne som regel ikke, og man må snarere betragte dyrene som et irritations-moment end som egentlige skadedyr. Ovnfisken er mere varmeelskende end det almindelige sølvkræ og kan trives på meget tørre steder.
Bekæmpelse
Sølvkræ optræder normalt kun i større antal, hvor lokaliteterne er lovlig fugtige, og de kan kun gøre alvorlig skade på papirer og bøger, der opbevares for fugtigt. Ved stærkere angreb bør man derfor foruden den direkte bekæmpelse undersøge, hvad fugtigheden skyldes, og hvad der kan gøres for at afhjælpe den. Ved rengøring er det bedre at støvsuge end at vaske af, idet dyrene som nævnt foretrækker fugtige omgivelser. Grundig og hyppig støvsugning af revner og sprækker kan være med til at nedbringe antallet af sølvkræ.
Sølvkræ er følsomme over for alle insektmidler. Insektpudder beregnet til bekæmpelse af ”krybende og kravlende insekter” kan bruges på de steder, hvor dyrene gemmer sig, f.eks. i revner og sprækker langs paneler, fodlister og rørgennemføringer. På steder, hvor det ikke er hensigtsmæssigt at bruge pudder, kan man i stedet benytte et flydende insektmiddel, som er beregnet til formålet.
Selvom man gør en grundig indsats med støvsugeren og insektmidlerne, så vil man sandsynligvis aldrig kunne slippe helt af med sølvkræene. Der vil altid være nogle gemmesteder, hvorfra de kan dukke op igen, men man vil kunne bringe antallet ned til et niveau, som er til at leve med. | ||||||
20. oktober 2009
|
Myg
Myg er insekter i familien Culicidae. Myg har et par vinger, en slank krop og lange ben. Det er en hunmyg der stikker varmblodede dyr og suger blod fra dem. Det gør den for at få energi og materialer til at producere æg. Myg er sjældent længere en 16 mm og vejer op til 2.5 mg. En myg kan flyve konstant i 1 til 4 timer med en hastighed på op 1-2 km/h.
Der findes i Danmark op mod 30 arter af myg, som kan stikke mennesker. Deres levevis er i mange henseender så forskellig, at det kan være praktisk at dele dem op i nogle grupper: skovmyg, strandengsmyg, husmyg og malariamyg. Disse grupper skal kort omtales hver for sig i det følgende
Indholdsfortegnelse
[skjul]Myggeslægter og -arter[redigér | redigér wikikode]
Skovmyg[redigér | redigér wikikode]
Gruppen skovmyg udgøres af nogle arter af samme slægt (Aedes). Tilsammen er de ansvarlige for langt den største del af den gene, der forvoldes af myg i Danmark. Alle stikmyg lever som larver og pupper i vand. Fælles for skovmyggene er, at de kommer fra mindre vandsamlinger i skove og moser, typisk pytter og grøfter, som kun er fyldt med vand en del af året. De har som regel kun en enkelt generation om året. I troperne er gul feber myg Aedes aegypti vektor for virus-sygdommen gul feber.
Larverne bliver op til 1 cm lange og ser meget karakteristiske ud. De hænger i en skrå stilling ned fra vandoverfladen med et ånderør stukket op, men forstyres de, slipper de overfladen og svømmer nedad med hurtige, vrikkende bevægelser.
Larverne lever af mikroskopiske planter, bakterier, alger eller svampe, som de børster sammen med munddelene. De vokser op om foråret; og hvor længe de er om det, afhænger af temperaturen. Ofte varer det en måneds tid. Så skifter de hud og bliver til pupper, der ligeledes er meget karakteristiske. De ånder også i vandoverfladen og tilbringer størstedelen af deres tid hængende her. De er dog meget bevægelige, og ved forstyrrelser søger de ned i vandet ved hurtige slag med kroppen. Efter en uges tid revner puppens hud i ryggen, mens den ligger i overfladen, og den voksne myg kryber ud. Den søger ind i vegetationen omkring pytten og sidder her ret passiv de første dage.
Hunmyggene skal nu have et måltid blod, inden de kan lægge æg, og efter at de har parret sig, begynder deres søgen efter dyr eller mennesker. Dette foregår især omkring solnedgang eller i de tidlige morgentimer, når luften er mest stille og fugtig. På steder med læ og skygge kan myggene være særdeles aggressive også om dagen, når de jages op ved menneskers ankomst. Ellers tilbringer de mest dagtimerne hvilende i tæt, lav vegetation.
Når en hunmyg har haft lejlighed til at stikke og fylde sig med blod, udvikler dens æg sig. Der kan være op til et par hundrede stykker, og de lægges på et sted, hvor der om foråret var en pyt, men hvor der nu – hen på sommeren er en lavning med fugtig jord, tæt vegetation eller nedfaldne blade. De bliver liggende vinteren over og klækker først næste forår, når lavningen igen er vandfyldt. Selv om æggene skulle komme under vand allerede om efteråret, klækker de som oftest ikke. De er i en hviletilstand, som først afbrydes, nå de har gennemgået vinterkulden. I særligt tørre forår kan det ske, at en del af de ventende æg ikke kommer under vand, eller at pytterne tørrer ud, før larverne er fuldt udviklede. Det giver et år med få myg, men mange af æggene overlever og er klar året efter.
I løbet af sommeren dør skovmyggene; det er kun æggene, der overvintrer. Stikkeaktiviteten plejer at begynde sidst i maj og kulminerer i juni for derefter at aftage og ophøre med august.
Strandengmyg[redigér | redigér wikikode]
Ved siden af skovmyggene har vi strandengsmyggene, en gruppe på 4-5 arter af den samme slægt (Aedes) som bidrager betragteligt til myggeplagen. De afviger i levevis fra skovmyggene ved, at deres larver trives i det mere eller mindre brakke vand, der står i pytter på strandenge og i bunden af rørsumpe langs [fjord]kyster. De kan også have flere generationer i løbet af et år, således at larver forekommer ikke blot om foråret, men også senere, hvis vanddækningen tillader det. De voksne myg gør sig således bemærkede til langt hen på efteråret. De voksne strandengsmyg er langt mere tilbøjelige til at sprede sig fra deres udklækningssteder end skovmyggene. De kan træffes op til 10 km borte. Et par af arterne behøver ikke brakvand for at trives, men kan også udklækkes på enge længere inde i landet.
Husmyg[redigér | redigér wikikode]
Myggene i denne gruppe adskiller sig fra de hidtil nævnte derved, at de voksne myg ikke dør ud om efteråret, men søger ind i huse for at overvintre. Til overvintringen foretrækker de uforstyrrede, kølige og fugtige rum; typisk sidder de under loftet i kældre og udhuse. Husmyggene udvikler flere generationer i løbet af sommeren, og larver kan findes i næsten al slags vand, ofte i kunstige beholdere som vandingstrug eller bassiner og gerne i forurenet vand. Æggene lægges direkte på vandet i små bådformede klumper. Til gruppen hører to almindelige arter: Den store husmyg (Culiseta annulata) er en stor, grå myg med hvide ringe på benene. Hvis hunmyggene af denne art forstyrres på deres tilholdssteder om vinteren, vil de ofte forsøge at suge blod. Fænomenet myggestik om vinteren skyldes næsten altid den store husmyg. Den lille husmyg (Culex pipiens), en lille, brunlig myg, plejer ikke at stikke mennesker, men skal nævnes, fordi den ofte fejlagtigt sættes i forbindelse med myggeplage. Den kan træffes overvintrende i store mængder i fugtige kældre. Larverne af den lille husmyg kan leve i de mest forskellige former for vand, undertiden også de samme steder som larverne af skovmyg og strandengsmyg. En særlig talrig optræden her kan give ubegrundet frygt for myggeplage, og det er da praktisk at kunne kende disse larver fra hinanden. Dette er også med lidt øvelse muligt med det blotte øje, idet husmyggelarverne har et længere og slankere ånderør.
Myggestik per døgn fra husmyggerne toppede i Danmark sædvanligvis i august måned i 2011 og 2012.[1]
Malariamyg[redigér | redigér wikikode]
Malariamyggen (Anopheles Gambiae) overfører malaria og lever i de tropiske og subtropiske egne.
Andre slags myg[redigér | redigér wikikode]
Der findes en mængde myg, som ikke har noget med de stikkende myg at gøre, men som ved deres optræden alligevel giver anledning til ubegrundet frygt for myggestik. De fleste af de myg, man kan se stå i dansende sværme over buske eller træer, hører ikke til stikmyggene, og hvis de gør det, drejer det sig om hannerne, som er harmløse, da de lever af blomsternektar.
Bekæmpelse[redigér | redigér wikikode]
Brug af insekticider til bekæmpelse af myggelarver eller voksne myg i det fri er ikke hensigtsmæssig, og i Danmark findes der ikke midler, som er godkendt til dette formål.
Lokal dræning eller opfyldning af pytter eller mere omfattende afvandinger vil i nogle tilfælde nedsætte eller måske helt afhjælpe myggeplage, men man må gøre sig klart, at sådanne indgreb vil medføre store ændringer i plante- og dyrelivet på stedet.
I stedet må man forsøge at beskytte sig mod myggene med andre foranstaltninger. Husmyg og andre myg, som trænger ind i soveværelser og lignende steder, kan bekæmpes med et insektmiddel beregnet til brug mod flyvende insekter. Net, tyl eller andet passende stof for vinduerne kan bruges til at forhindre, at de kommer indenfor.
Indendørs kan rygetabletter eller myggespiraler yde god beskyttelse. De anbringes på en speciel elektrisk varmeplade og afgiver i adskillige timer en insektgift til luften. Herved dræbes tilstedeværende myg, og andre afskrækkes fra at søge ind, f.eks. gennem vinduer på klem. I telte, på terrasser med læ og lignende steder kan disse rygemidler også anvendes. Det er varierende, hvad der findes på det danske marked af disse produkter.
Hvorledes en myg finder sit offer[redigér | redigér wikikode]
Vi udsondrer kuldioxid i vor udåndingsluft, mælkesyre fra huden og dertil 2-300 andre duftstoffer i mindre mængder. En stikmyg har en fortrinlig lugtesans, som består af duftreceptorer, der er lokaliseret i fine porer i følehårene på dens antenner. Lugtesansen sætter myggen i stand til opdage sit bytte på en afstand af mere end 25 meter. Forskellige mennesker udskiller duftstofferne i forskellig kombination og mængde og dette er årsagen til, at myg tiltrækkes mere af nogle mennesker end af andre.
Desuden har myggen en veludviklet synssans og den tiltrækkes af bevægelser, som viser at der er noget levende i nærheden.
Herudover tiltrækkes myg af fugtighed og varme fra kroppen og af infrarødt lys.
Myggemidler[redigér | redigér wikikode]
Midler mod myg kan fås på apoteker og andre steder. Der findes i Danmark flere typer af godkendte myggemidler med forskellige aktive stoffer i forskellige formuleringer: creme, balsam, stift og spray. Det er ikke muligt at anbefale ét myggemiddel frem for et andet, da det er meget forskelligt fra person til person, hvordan og hvor meget vi tiltrækker myggene. Et myggemiddel kan således være tilfredsstillende for nogle, mens et andet produkt vil være bedre for andre.
De mest effektive myggemidler virker ved at blive smurt på huden, hvorfra de ved fordampning udsender molekyler, som passer i form til lugt- og fugtigshedsreceptorerne i myggens antenner. Når myggen, ledet af sin lugtesans og følsomhed overfor fugt, kommer helt tæt på et menneske, blokeres dens lugte- og fugtighedssans; den mister retningen til ofret og flyver væk fra dette. Når blokeringen af lugtesansen kort efter forsvinder, flyver myggen igen mod sit offer, hvorefter processen gentager sig.
Tusinder af forsøg har vist, at myggemidler, som udsender ovale eller runde molekyler, er mere effektive end andre faconer, men da forskellige myggearters duftreceptorer er forskellige, kan man ikke stole på, at et myggemiddel, som holder myg væk i en verdensdel, også virker i en anden. Fx har forsøg vist, at skandinaviske myggemidler virker meget dårligt i Canada.
Omhyggeligt anvendt kan de danske myggemidler holde myggene væk fra 2 til 4 timer efter en enkelt behandling.
I udlandet indeholder mange afskrækkende midler diethyltoluamid (deet), som ikke længere er registreret i Danmark. Omhyggeligt anvendt kan de bedste af disse holde myggene væk i mere end 4 timer. Midlerne bør ikke anvendes til børn under tre år. De kan give hudirritation hos nogle mennesker og kan skade visse kunststoffer.
Et middel der bruges til at holde myggene væk, er tigerbalsam, der samtidig virker muskelafspændende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar